
Kobber loppen
Jeg er ganske klar over at denne flue i sin enkelhed blot kan betegnes som en ”lidt fancy Kobber Basse”, og jo, det vil jeg absolut istemme. Men for min smag er der lidt mere flue over denne, end den klassiske Kobberbasse, men det betyder bestemt ikke, at den er mere effektiv. En ting er dog sikkert og det er at de mindre fluer i kobber dress kan noget helt specielt.

Denne flue er min fortrukne flue at bruge som ophænger, og der findes dage, hvor den bare ”suger fisk til sig”. Men det er også min opfattelse at det er de mindre fisk, som tager kobber dyret. Når man løber ind i en fisk over de 60 cm, og man har 2 fluer på forfanget, så er det så godt som altid den større ”endeflue” de sidder på. Men der er selvfølgelig undtagelser, som denne 4 kgs jeg fik på en af vores Pro-Team møder på Møn. Desuden huggede den som en del af en dublé, hvor en mindre fisk på 40-45 cm havde hugget endefluen.
Den store fisk hoppede temmelig vildt og flåede den stakkels mindre fisk med op af vandet når den hoppede. Nogle af vores Svenske Pro Team medlemmer så det på afstand og kom ilende til, for det så her tosset ud. Når man har to fisk på, som hopper og springer, så ender det som oftest i at den ene falder af, hvilket også skete denne gang – til alt held, og helt usædvanligt, var det den største som blev hængende….
Jeg har også oplevet at ophængeren gjorde en forskel, uden at det var den at fiskene tog. F.eks. på en tur til Samsø for en del år siden med flueklubben ”Overspringerne”. Vi havde en ”social” formiddag, dvs vi stod 8-10 mand med jævne mellemrum på samme stykke og hygge fiskede og snakkede. Jeg stod som en af de midterste Og Toke Trampedach Trentemøller stod lige ved siden af. Jeg fik som den eneste den ene fisk efter den anden. Ingen store fisk, men fine fisk lige over målet. Toke var helt desperat. Han vidste jeg fiskede med en Honey Shrimp, hvilket han også gjorde, bare uden at få hug. Det skal lige siges at vi stod så tæt at vores fluer landede ved siden af hinanden….

STEP 1.
Belast krogen, hvis man ønsker det, og start tråden. Indbind ribben på undersiden af krogskaftet.

STEP 2.
Dub Kobber Ice dubben på tråden.

STEP 3.
Tørn kroppen.

STEP 4.
Indbind en strimmel Edge Bright. Dette materiale er meget klar i farven, og når lys rammer det, vil det lyse ud af ende stykkerne og siderne som en lysleder.

STEP 5.
Indbind Scud Back’en ovenpå.

STEP 6.
Træk Edge Bright og Scud Back’en bagover og fastgør med et tørn med ribben lige der hvor kroppen stopper. Scudbacken skal dække over Edge Bright strimlen. Når den er færdig og kommer ud ved vandet vil der komme et forførende skær fra Edge Brighten under rygskjoldet, samt fra bagenden. Fortsæt ribben helt op til hovedet, for den fastgøres med bindetråden.

STEP 7.
Klip bagenden af Scud Back’en og Edge Brigt’en, så de danner en lille hale. Scud Back’en skal være lidt længere end Edge Bright’en.
Jeg afslutter gerne med at give rygskjoldet et lag lak. Man kan også benytte UV Glue. Fluen er Færdig