
Honey Shrimp
Hvis jeg kun måtte bruge en flue til kystens ørreder, så var helt afgjort en Honey Shrimp jeg ville vælge, og i den farve, jeg har bundet her. Den har godt nok givet mig mange fine fisk siden jeg bandt den første i 1999. Det er som oftest denne flue jeg starter med som ende flue (jeg fisker som oftest med 2 fluer på forfanget), med mindre det er en tid på året, hvor man ved det er andre ting det virkelig gælder, f.eks. når der er børsteorm.

Der findes virkelig mange tossede historier med denne flue, f.eks. den hvor den fik sit kæle navn – Skilsmisse fluen !!! Den gang var jeg en del af Go Fishing, og da vi åbnede forretningen i Hillerød skulle vi have nogle lokale fluer, bundet af en af de lokale dygtige bindere. Vi aftalte hvilke fluer han skulle lave, og til hvilken pris. En af dem var Honey Shrimp’en. Binderen ville bare have den samme pris som for de andre mønstre han skulle lave. Helt Ok, sagde jeg, men med den klausul, at han godt måtte komme tilbage og genforhandle den pris efter han havde bundet de først (jeg vidste nemlig at det tager længere tid at binde en Honey Shrimp med de ben….) Morgenen efter, var han i butikken lige da vi åbnede, højrød i ansigted og nærmest panisk udbrød han, at vi simpelthen måtte finde en ny pris, for ellers ville han ende i en skilsmisse…..
Årsagen er de pokkers ben, som kan være noget så bøvlede at binde ind, men hvis man tager sig tiden, og benytter nogle få enkle tips, så går det som regel for alle der kaster sig ud den. Resultatet er en yderst velfangende flue, som har en rigtig god evne til at tiltrække de større fisks opmærksomhed. Årsagen mener jeg ligger i at den i vandet ser større ud end den i virkeligheden er – altså det kan ”svare sig” for en større fisk at svømme efter den og tage den. Faktisk har størstedelen, af de store fisk jeg har fået, taget en Honey Shrimp. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at den ofte sidder på mit forfang. Men ikke desto mindre har den i dag stået for en del fine fisk med 2 fisk over 8 kg bl.a. min største til dato på 9,1 kg.
Som sagt er benene et helt kapitel for sig. Man kan sagtens bruge de klare runde gummiben, som f.eks. Kern Leo Lund benytter til hans Super flotte ”Leo’s Perfect Shrimp”. De er klart lettere at binde ind end de Flexi Legs, som jeg ynder at bruge. I modsætning til de runde ben er Flexi Legs kantede, og oveni endda særdeles uens kantede. Det er netop disse flader og kanter jeg godt kan lide ved Flexi Legs, for de giver benene et fantastisk liv, når man trækker dem gennem vandet. Der er ikke et eneste af benene der reagerer ens, så fluen bliver meget levende. Men det er samtidigt disse kanter, der gør at benene kan være så besværlige at indbinde, for de får benene til at stå i alle mulige og nærmest også umulige retninger.
Men det er der råd for. Her er de 3 små tips, som gør indbindingen meget lettere
- Lav en bunke ben til at starte med. Lav flere end du skal bruge. Når du sætter et ben på, vil du hurtigt se om der passer eller ej. Hvis det er helt skævt, så kassér benet, og prøv et andet. Man bliver vanvittig af at prøve at tviste benet for at få det til at sidde, som man gerne vil have det. Så er det bedre, og hurtigere, at prøve et andet ben. Du kan med fordel lave halvdelen af benene med en knude der laves den ene vej, og den anden halvdel med en knude der går den anden vej, altså spejlvendt (den anden vej gennem løkken). Da vil der være færre ben ar smide væk….
- Lav et underlag af dubbing. Jeg binder benene ind oven i dubbingen, som fungerer som en base. Efter benet er sat på, dækkes indbinding punktet evt. af et nyt lag dubbing.
- Når benet skal placeres, så trykker jeg det ind til krogen med neglen på min tommelfinger. Så lader jeg bindetråden glide ned over neglen så den får fat i benet lige der, hvor jeg trykker med neglen. Så sidder benet præcis det sted jeg ønske, hver eneste gang – om jeg så skal skifte til et andet ben, er en helt anden sag, og så er vi tilbage ved punk 1.
Sidste lille tip. Prøv at få benene til at stå i en halv cirkel på hver side af krogen, så at fluen står vandret, når den synker gennem vandet. Jeg fik ideen til gummibenene da jeg så rejer i akvarier svømme og pludselig stoppe op, svinge benene ud til siderne og dale gennem vandet. Hvis du husker at inkorporere gode pauser i indtagningen, så vil du opleve en del hug, når fluen daler. Du vil helt sikkert også opleve hug når du lige har lavet et kast og trækker i linen for indtagning første gang. Christopher Blomquist fra Sverige, som mange nok kender fra hans side – www.Flyfish4fun.se – fisker Honey Shrimp helt bevidst på denne måde, med mange og ofte ret lange pauser i indtagningen.

STEP 1.
Belast krogen hvis man ønsker det. Indbind en kugle af dubbing, den skal fungere som base for øjnene

STEP 2.
Indbind øjnene

STEP 3.
Dub det næste stykke af kroppen. Dub lidt længere end nødvendigt og før bindetråden lidt tilbage over dubbingen, så den ligge der hvor du vil placere dit første ben

STEP 4.
Forbered en bunke ben. Knækket laves ved at lave en almindelig ”kællinge knude” på benet.

STEP 5.
Indbind det første ben

STEP 6.
Indbind det andet ben og dub henover indbindingspunktet og lidt frem til det næste ben par.

STEP 7.
Indbind det næste ben par. Igen oven i dubbingen

STEP 8.
Efter ben par 2 laves en dubbing løkke på undersiden af krogen. Den trækkes bagud, den skal vi bruge senere

STEP 9.
Indbind de sidste ben par efter samme metode. Dog skal det sidste ben par indbindes omvendt, så de vender fremad.

STEP 10.
Fluen set nedefra, så man kan se den ”halv cirkel” benene laver på hver side af kroppen.

STEP 11.
Indbind et bundt EP fibre. Sørg for at de er taperet i spidsen.

STEP 12.
Tag krogen ud af stikket, og fold EP bundet ned, så halvdelen kommer på hver sin side af krogbøjningen, samt imellem øjnene.

STEP 13.
Indbind antennerne. Jeg binder gerne 2-3 par ind i forskellig længde

STEP 14.
Klip den fremad rettede del af EP fibrene til, så de får den rette længde, som er lidt længere end det første bundt. Igen skal spidsen være til taperet. Før bindetråden frem til lige op af krogøjet og fold bundtet af EP Fibre bagover.

STEP 15.
Tag Krogen ud af stikket igen og tryk bundet ned over krogspidsen/krogbøjningen, med halvdelen på hver side.

STEP 16.
Træk EP fibre samt antenner bagud. Sno dubbing løkken og lav et fuldt tørn, således at du nedbinder ryggen og antennerne på én gang.

STEP 17.
Fortsæt dubbing løkken som en rib frem til krogøjet, hvor den fastgøres med bindetråden.

STEP 18.
Afslut tråden med knuder og lak. Nu skal fluen blot have de sidste prikker i brune, sorte og oliven toner. Benene får tillige en rød markering.

STEP 19.
Til sidst får fluen en god tur med dubbing teaseren, så undersiden af kroppen bliver fluffy og transparent.